Det handler om dig

Psykoterapi handler først og fremmest om dig. Det handler om, at vi sammen udforsker dit liv, på godt og ondt. I et frirum hvor både tårer og latter er tilladt. Det er en mulighed for at lære dig selv bedre at kende. Hvordan du forholder dig til dig selv, din krop, dine omgivelser og til andre mennesker. Sammen vil vi skabe et rum der er dit, et sted hvor du både får omsorg og udfordringer, alt efter hvor du er i dit liv lige nu.

Livet indeholder sorg og smerte. Følelser der kan være ubærlige og synes uoverskuelige. Tanker der er forvirrede og en krop der beklager sig. Om end livet til tider er hårdt, rummer de svære perioder en mulighed for at du kan udvikle dig, lære af smerten og komme mere hel igennem dit liv.