Parterapi - Det handler om jer

Parforholdet er en af de mest udfordrende relationer i vores liv. Og den relation der er grundlaget for den største glæde og den dybeste sorg. De fleste par vil i løbet af deres forhold opleve, at der er problematikker der bliver ved med at dukke op og skabe frustrationer. Forholdet kan sommetider løbe af med een og det kan være svært at finde sig selv – og hinanden. Her kan parterapi være en hjælp.

Parterapi handler om jer. Om dig og din partners forhold til hinanden. Terapien er en mulighed for at undersøge jeres forhold, hvad der går godt og hvad der kunne gå bedre. Nogle gange er parterapi en slags førstehjælp til parforholdet, hvis der er opstået en akut krise, som eksempelvis utroskab.

En parterapi

Ved en parterapi vil jeg i første  omgang gå efter at finde styrker og kærligheden i jeres parforhold. Dette gør jeg ud fra den overbevisning at det er vigtigt at få øje på kærligheden og styrker, før der dykkes ned i de svære og hårde aspekter. Efter terapien skulle I gerne opleve at have færre problemer og være tættere på hinanden.

I parterapi kommer I altså sammen og terapien vil foregå som en samtale mellem dig og din partner, hvor jeg dels reflekterer over jeres samtale og dels spørger ind til enkelte dele af hvad I hver især siger. Målet med terapien er, at I som par opnår bedre forståelse af hinanden og bedre måder at kommunikere på. Efter refleksionerne, vil jeg gå mere ind i samtalen og vi taler sammen alle tre. En parterapi varer mellem en og halvanden time.

Typiske emner i parterapi

Ofte er der flere problematikker i parforholdet på samme tid, og vi kan derfor i løbet af vores samtale komme ind på mange emner. Listen nedenfor er kun et udpluk, da terapien i princippet kan berøre alle aspekter af livet.

Emner som er typiske for et terapiforløb:

  • Gnisten er væk
  • Sexlivet er gået i stå
  • Vi taler ikke sammen mere
  • For mange skænderier
  • Lukkethed
  • Ensomhed i forholdet
  • Manglende glæde
  • Jalousi
  • Utroskab
  • For lidt tid til hinanden
  • Balancen mellem familieliv, parforhold og arbejde
  • Fælles mål i forhold til individuelle mål

Når vi sammen arbejder med de emner der optager jer i jeres parforhold, sker der ændringer. I vil derfor igennem et terapiforløb sandsynligvis opleve at parforholdet ændres og blive dybere. Det samme gælder dit forhold til dig selv, din krop, dine tanker og dine følelser. I terapien er der ingen svar på forhånd, kun de svar som vi finder sammen.

Hvor meget parterapi har I brug for?

Som terapeut stiller jeg mig til rådighed for i samarbejde med jer, at finde netop de muligheder og løsninger der passer i jeres situation. Derfor er det svært at sætte en bestemt længde på et terapiforløb.

Dog vil et typisk forløb være mellem 4 til 8 sessioner. Disse kan senere følges op af en mere evaluerende samtale. Hvis I er i tvivl eller har spørgsmål om parterapi, er I velkommen til at kontakte mig.

Før I kommer

Før parterapien starter, vil jeg bede jer hver især skrive en mail til mig. I skal fortælle mig om jer selv, om parforholdet, om jeres nuværende situation og hvad I ønsker at få ud af terapien. Det er vigtigt at du og din partner skriver hver jeres mail og at I ikke læser hinandens eller taler om hvad I skal skrive.

Det I skriver skal ikke vises til hinanden, ej heller under terapiforløbet. Det er en forberedelse I skal gøre før terapien og en information om hvem I er til mig. Alt bliver selvfølgelig behandlet med største diskretion (se mere under Etik).